Sådan laver du et arrangement

Så nemt er det at arrangere en weekend for klubbens medlemmer

Har I en ide til et sted, en oplevelse eller “bare” et ønske om at være sammen, så prøv at lave et arrangement til glæde for os alle.

I bestemmer selv hvor stor opgaven skal være.

Eksempel:

I kender en hyggelig campingplads, som I gerne vil vise frem for Adria Club Danmarks medlemmer.

Tag en snak med campingpladsen om de er interesserede i, at I prøver at afholde et arrangement hos dem.

Spørg om hvor mange de kan have ekstra på pladsen evt. på et område, hvor vi kan ligge samlet, er der f.eks. kun plads til 20 vogne, så sættes der en begrænsning i indbydelsen. Er der fælles lokale vi kan benytte, eller er der plads til at opstille vores egne telte. (Der beregnes 1 telt pr. 10 tilmeldte vogne, og vi betaler normalt ikke for plads til disse telte).

Er det muligt, så bekræft aftalerne på mail, for så har I på skrift, hvad der er aftalt.

Når dette er på plads sættes arrangementet i bladet og på Igroup. Så behøves der faktisk ikke at være flere forberedelser til et godt arrangement. Resten kommer sammen med deltagerne.

Vil I kombinere weekenden med en oplevelse gælder samme procedure. Find et sted vi kan være, og lav en aftale med “oplevelsen”. Der kan søges om et klubtilskud til arrangementet, dog er der altid på forhånd mulighed for at bruge kr. 500,00 uden at søge, der skal bare være bilag på udgifterne, som sendes til kassereren.

Men det er absolut ikke nødvendigt med en ekstra oplevelse, vi trænger jo også til bare at slappe af, og behøver ikke at få serveret oplevelserne på fad hver gang, selvom det også er dejligt ind i mellem.

Derudover er der altid hjælp at hente hos tidligere arrangører, og beder I om en hjælpende hånd under arrangementet er det vores erfaring, at der melder sig 10 der gerne vil hjælpe. Så det er bare med at komme i gang. Der er 52 weekender i løbet af året. Det gør ikke noget, at der er flere arrangementer i samme weekend; dog ikke St. Bededag og weekenden mellem uge 37 og 38. Vi er jo efterhånden mange medlemmer.

Til deltagerne i arrangementerne, tilmeld jer hvis I har lyst, men skulle I blive forhindret så husk at melde afbud til arrangørerne evt. til formanden, der så vil viderebringe afbuddet. Det er ærgerligt at stå og vente forgæves på nogen, der aldrig dukker op. Endnu mere ærgerligt hvis der skal betales entre eller andre udgifter, som arrangørerne/klubben, så må betale, når der ikke er meldt afbud. Sidst, men ikke mindst husk det gode Adria Club Danmark humør.

God tur

Bestyrelsen