Det er et af de oftest stillede spørgsmål, og den usikkerhed vil jeg gerne prøve at komme til livs, med dette indlæg.
Det starter med at man tilmelder sig træffet hos den i Adria Club Danmark, der står for tilmeldingen, der er normalt et par muligheder. Man skal IKKE selv reservere plads, det gør stævne arrangøren når tidsfristen for tilmelding er overstået.
Man møder normalt op eftermiddagen/aftenen før træffet starter, får anbragt sin campingvogn på en god evt. anvist plads. Er i på en plads, hvor vi skal have rejst partyteltene hjælper man gerne til med det. I løbet af eftermidddagen/aftenen får man hilst på gamle såvel som nye medlemmer, man hjælper gerne andre med at få vognen på plads, hvis det er påkrævet. På et nærmere aftalt tidspunkt ca. kl. 19:00 er der fællesspisning i teltet for dem som har lyst, hvor man medbringer sin egen mad, det kan være alt fra leverpostej til højt belagt smørrebrød. Der er ikke noget der er finere end andet, hos os står den altid på spaghetti første dag i campingvognen.
Træffet/arrangementet starter officielt med standerhejsning næste formiddag. Det er her man bør være til stede, for at tilkendegive at man deltager i træffet/arrangementet. Standerhejsningen starter med at Adria sangen afsynges imens flaget hejses, derefter byder formanden eller arrangøren velkommen og giver efterfølgende campingværten ordet. Der vil også på dette tidspunkt være mulighed for at medlemmer kan gå ind i kredsen og lufte meninger eller andet fx reklamere for næste arrangement eller andet. Standerhejsningen ved et træf slutter med en øl eller vand.
I de dage man er samlet ligger hovedvægten på Adria hygge d.v.s. at der ikke bliver lagt et stort program, men alle hygger sig med det de har lyst til i løbet af dagen, nogen kører sig en tur, mange skal ud og handle, andre går en tur, men fælles er, at når vi er på pladsen, så stiller vi borde og stole ud eller går over i teltet og spiser frokost eller drikker kaffe sammen, i større eller mindre grupper. Alle aftener er der fællesspisning i partyteltene, hvor man igen medbringer egen mad/drikkevarer og egne borde og stole.
På den sidste dag af træffet/arrangementet er der standernedtagning, hvor man lige som ved standerhejsningen bør være til stede. Her er det også muligt at komme til orde inden flaget tages ned, hvis man skulle have et eller andet på hjerte.
I løbet af dagen siver deltagerne så hjemad, forhåbentlig med stor lyst til at deltage en anden gang. Der er dog som regel enkelte der tager en dag eller to mere på pladsen, inden de drager hjem
Det var i korte træk hvordan et træf/arrangement forløber. Jeg håber, det har flyttet noget usikkerhed hos medlemmer, der gerne vil med for første gang, men husk kom med godt humør og lyst til at deltage, så plejer det at gå.
Bestyrelsen