338 4. maj i Mindelunden ved Svinø Kirke

Start tidspunkt: 04-05-2015 14:00

Slut tidspunkt: 04-05-2015 21:30

 

Beskrivelse: Oplev et af Danmarks største 4. maj arrangementer på en af Danmarks mindste kirkegårde.

På Svinø kirkegård er der indrettet en mindelund for allierede flyvere, der blev skudt ned under 2. verdenskrig. I kraft af sin beliggenhed og geografiske tilknytning til Flyvestation Avnø blev Svinø Kirkegård valgt som begravelsesplads for de nedstyrtede flyvere på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. Der blev begravet i alt 62 piloter og andet mandskab fra engelske krigsfly og 46 fra amerikanske krigsfly. Blandt de begravede er også flyvere fra Australien, New Zealand og Canada. De 46 amerikanske flyvere blev gravet op og bragt hjem eller til militærkirkegårde i Europa i 1948.

Hvert år 4. maj mindes de faldne ved Mindegudstjeneste og højtidelighed ved gravene. Selv nu, så mange år efter, deltager der ofte pårørende til de faldne i højtideligheden. I 1998 døde canadieren Donald Smith, som var eneste overlevende fra et flystyrt over Vestsjælland. Han ønskede at blive begravet sammen med sine faldne kammerater, og 4. maj 1999 kom hans 3 sønner hertil fra Canada med hans urne, der om eftermiddagen blev nedsat nogle meter fra kammeraterne.

Vi synes også, vores Adriavenner skal have mulighed for at opleve 4. maj på Svinø. Da 4. maj i år falder på en mandag, og vi ikke har en campingplads i umiddelbar nærhed, og da der er Forårstræf i weekenden, planlægger vi i første omgang et dags- og aftenarrangement, som starter i vores have kl. 14:00 slutter i Mindelunden kl. ca. 21:00.

Hvis der er stemning for det, har vi mulighed for at få oprettet en midlertidig campingplads i nærheden, hvor der kan overnattes til en rimelig pris fra søndag til tirsdag. Der vil være vand, toilet og strøm men ikke bad. I givet fald flytter vi også ind på den midlertidige campingplads, og arrangementet vil i stedet starte der med standerhejsning søndag eftermiddag og slutte tirsdag formiddag kl. 10:00 med standernedtagning. Dermed vil der være mulighed for vandreture på områdets 65 km. stinet eller besøge et stort loppemarked i byen søndag.

Skriv derfor gerne i tilmeldingen, om der ønskes overnatning.

Vi bor 100 m. fra en rigtig god badestrand. Måske lidt for koldt i begyndelsen af maj. Men inden for en afstand på ca. 300 m. er der et par gode fiskepladser ved stranden, som tiltrækker mange lystfiskere året rundt. I maj kan der sikkert stadig fanges havørred, med lidt held er hornfisken også kommet.

Program for dagsarrangement på Svinø mandag den 4. maj 2015:

Kl. 14:00: Velkomstkaffe og orientering i vores have. I tilfælde af regn, er der mulighed for at sidde i tørvejr.

Kl. 15:00: Afgang til den tidligere Flyvestation Avnø. Nu Naturcenter. Mulighed for at gå på afmærkede vandrestier i området. Hvis man går til stranden eller op i det tidligere kontroltårn, kan man i kikkert se sælkolonien i Avnø Fjord. Der er ca. 250 sæler i alt, og der ligger næsten altid et stort antal på stenene ved Avnø Røn.

Kl. 17:00: Der tændes op i grillen. Mulighed for at grille sit medbragte kød eller sin friskfangede fisk. Deltagerne sørger også selv for drikkevarer.

Ca. kl. 19:15: Afgang til Mindelunden ved Svinø Kirke.

Ca. kl. 21:30: Hvis der er interesse for det, giver vi en kop kaffe i haven. Ellers slutter arrangementet ved Mindelunden.

Pris pr. deltager 50 kr., som dækker kaffe, kage, grillkul, salat og andet tilbehør til maden.

Læs gerne mere på filen 4. maj på Svinø under fildeling eller 4. maj 2013 på Svinø under Fotos.

Håber, vi ses!
743 Kirsten og Orla

 

Sted: Start i vore have, Dybsøvejen 61, 4750 Lundby. Slut ved Svinø Kirke, Svinø Kirkevej 9, 4750 Lundby

 

Oprettet af: 0743 Kirsten & Orla Andersen
Tilmeldingsfrist: 10-04-2015 00:00
Max tilmeldinger: –